Mon ikke overskriften er et spørgsmål alle nybagte forældrer stiller sig selv på et eller andet tidspunkt...for det er bare ikke en dans på roser at bringe sådan et lille væsen til verden....
Man kan gøre sig nok så mange tanker om hvordan livet vil blive når den runde mave erstattes af en baby, men man kan bare på ingen måde forestille og forberede sig på hvad man skal igennem....
Der findes selvfølgelig de familier, hvor de svæver gennem graviditeten, føder og kommer hjem med den nemmeste lille baby, som kun smiler pludrer, spiser og sover..... Men jeg har igennem internettet, diverse facebook grupper og veninder erfaret at det langt fra er sådan for de fleste.... Og sådan var det heller ikke for os....
Hold op hvor har jeg mange gange været bange for jeg ikke gjorde det godt nok når lillepigen var ked af det, for "let's face it" når baby er ked af det enten af sult, våd ble, træthed eller smerte så kan den kun gøre en ting....at skrige! Og her starter så forældrenes detektiv arbejde.... For det kan godt være noget af en udfordring at finde årsagen til den utilfredse baby.... Og man føler sig som en elendig mor når man ikke kan trøste sit barn....
Vores lillepige har grædt rigtig meget siden hun blev født, og hvor føler man sig bare magtesløs når hun græder time efter time. Hun er blevet tjekket af mange læger, og hver gang har vi bare fået at vide vi havde en temperamentsfuld datter, og at hun bare skulle vokse sig fra det.
Nogen dage efter fødslen spurgte jeg personalet om hvornår man kunne sige de havde kolik, for jeg kunne simpelthen ikke forstå hun kunne græde så meget uden nogen grund.... Men det er åbenbart ikke noget børn kan fødes med.....
Vi blev sendt hjem med besked på hun nok skulle vokse sig fra sit skrigeri..... Men lillepigen blev ved og ved, og jeg blev mere og mere overbevist om der måtte være noget galt.... Alt indeni mig sagde der var noget galt.....
Efter samtaler med læger og sundhedsplejerske, som alle blev ved med at sige det bare skulle "gå over", kom vi endelig på sygehuset og det viste sig faktisk også at der var noget galt. Min datter havde refluks.... Selve sygdommen og forløbet kan jeg fortælle om i et andet indlæg, eller ender jeg med at skrive en hel roman.....
Det jeg egentlig ville sige med dette indlæg er at man skal lytte til sig selv og gøre hvad man føler er rigtigt... Selvom de er læger, er de altså også mennesker, og det er ikke altid de rammer plet i første forsøg...... Jeg er glad for jeg holdt fast i der var en grund til min datters gråd, og ikke bare rettede mig ind, for "sådan en førstegangs mor ved jo ingenting"
Lige præcis i dag bliver vores lillepige 3 måneder og har været på medicin mod refluks i en måned og det har givet os en helt anden pige, hvor hun kun er små pyldret når hun er træt om aftenen.....
Så forældre derude, følg jeres mavefornemmelse, det er trods alt jer der kender jeres barn bedst... :-)
