Skrækken spøger

Det skal ikke være nogen hemmelighed at den første tid for os som forældre var lidt af en prøvelse…. Vi var inde og ude af sygehuset temmelig mange gange, før vi tilsidst fik konstateret at vores datter havde silent refluks, og derefter havde vi en lang kamp med lægerne.
De ville nemlig ikke give hende medicin imod det. ”Det voksede hun nok fra, så der var ingen grund til at give noget imod det”.

Når man står der som førstegangs forældre, og adskillige gange har oplevet ens lille datter skrige i over 12 timer, 12 timer NON STOP skrigeri vel at mærke, så er man ved at være derude, hvor man bare gerne vil have noget hjælp….
Så vi kæmpede videre og fik tilsidst endelig den medicin der gav vores datter fred i halsen….. Havde de bare opdaget og gjort noget ved det tidligere i forløbet, havde vi måske kunne nyde vores datter meget mere end vi egentlig fik lov til….

I dag kan vi heldigvis lægge det bag os og nyde at vores datter er sund og glad og ikke længere påvirket af refluksen….. Men sygdommen spøger dog lidt i baghovedet…. Specielt når snakken falder på fremtiden…. Det skal ikke være nogen hemmelighed at vi ikke på noget tidspunkt havde planer om at Tasse skulle være enebarn….
Både min mand og jeg har søskende og det ville vi også gerne give Tasse…. Men når det er sagt så skal vi heller ikke skjule at vi begge har været helt derude hvor vi har svoret op til flere gange at Tasse blev enebarn….. Ordrene er dog faldet når vi begge har været kørt helt ud på et sidespor.
Mon ikke mange forældre har prøvet at de ikke har sovet i flere dage, og lige gyldig hvad man gør så kan man ikke trøste sit barn…. Sådan en periode havde vi jo fra hun blev født og i hvert fald indtil hun var 3 måneder gammel….

Når man går rundt med sit barn på 12. time der bare skriger helt utrøsteligt og intet bare hjælper, så kan man på ingen måde forestille sig at få nr 2…. Men som tiden går og tingene kommer på afstand hjælper det selvfølgelig lidt…. For nej, vi har ikke noget ønske om at Tasse skal være enebarn, vi vil rigtig gerne give hende en søster eller bror, på et tidspunkt…. Men tanken om at få endnu et refluksbarn kan dog godt få sveden frem på vores pander…..

Selvfølgelig er vi nu blevet den erfaring rigere og ved nu hvad lægerne skal være opmærksomme på fra starten af, og derved vil man kunne sætte ind langt tidligere og forhåbentlig ikke nå derud hvor vi var adskillige gange med Tasse….. Men det vil da bestemt blive hårdt hvis man skulle stå med en lille ny med refluks og samtidig have en normal hverdag med Tasse ved siden af….

Vi vil selvfølgelig håbe ikke at skulle stifte bekendtskab med refluks igen, men skulle det sker, så ved vi nu hvad vi skal være opmærksom på, vi ved hvor vi skal henvende os for at få lægehjælp også er vi også begge kommet dertil hvor det ikke er nogen skam at bede om hjælp….
Som førstegangsforældre kunne vi jo slet ikke få os selv til at bede andre om at passe Tasse for at vi selv kunne få søvn…. Men vi har begge indset at det ikke gør os til dårlige forældre fordi vi får nogen til at tage over et par timer, så vi kan få lidt hvile…. Det kan være rigtig svært at komme til den erkendelse, og ja det har også taget mig rigtig laaaang tid at nå dertil og jeg vil da stadig gerne gøre så meget som muligt selv, og hver gang jeg er væk fra Tasse føler jeg at jeg er ved at gå glip af HELE hendes liv….. Men hvis jeg ikke engang imellem var væk fra hende ville jeg heller ikke kunne opleve det kæmpe smil hun stikker i når hun ser mig igen, og det er da en fantastisk følelse….. J

Vi krydser fingre for at refluksen var et engangstilfælde for os, så Tasse kan få en legekammerat engang i fremtiden…..