Life must go on

Kun fem dage efter familiens dobbelte konfirmation tabte min elskede mormor kampen mod kræften....
En helt ubærlig sorg ramte os alle.

Hendes ønske ville være at vi alle skulle komme videre, for sådan gjorde hun også i sit eget liv. Så vi vil gemme de dejlige minder vi har haft med hende i vores hjerter, og huske hendes ord : Udsæt ikke til i morgen, hvad du kan gøre idag, I morgen er det måske for sent....

                           Vi elsker dig mormor.... Du vil altid være i vore hjerter

Stille hjerte, sol gik ned for sidste gang i vores mors liv. En flot forårsdag i maj mødte du din overmand. Det må da kunne lade sig gøre sagde du tit, og kastede dig over umulige opgaver. Denne var for stor, og du måtte give op.

Som ung giftede du dig med vores far og lagde bylivet bag dig. Det nye liv på landet; du fik en travl hverdag med tre børn, hund, får, fiskene, og et stort hus, hvor alle altid var hjertelig velkomne. Alt holdt du styr på, når far var med sin eskadrille på udlandsrejse. 

Vi voksede op nede bag bakken ved bækken med den store og uendelige natur som vor nærmeste nabo. Årstidernes skiften blev fulgt med stor omhu, fiskenes ve og vel afhang af vejret. Vi fandt de første anemoner, lærken, viben og svalen kom og bød den lyse tid velkommen. Nåede du mon at høre nattergalen synge foråret i møde!

En dejlig barndom fik vi, du var altid hjemme, når vi kom fra skole og klar til at høre om vores dag, hjælpe os med lektier, samtidig med at du også hjalp far med fiskene, passede haven, vaskede, lavede mad, syede og strikkede til os.  Du nåede det hele, og med et smil på læben.

Livet former sig ikke altid, som man ønsker sig, og du stod pludselig alene. Vagn dukkede op i dit liv, du flyttede tilbage til byen og fik et helt ny tilværelse, tæt på åen og engen. Nye bekendtskaber, nye naboer og en bonusfamilie i tilgift, alle tog de godt imod dig. Sammen tog I hul på pensionisttilværelsen og de glæder, der hører til. Desværre for jer begge nåede I ikke at få så mange gode år, som vi kunne have ønsket for jer.

I dit liv mødte du mange mennesker, oplevede meget og besøgte mange interessante steder. Om det var Florida, Kina, Østrig eller blot en lille smuttur op over klitterne ved Vesterhavet, så var oplevelsen og glæden lige stor for dig. Du ville nå det hele, intet måtte forsømmes, og alle skulle tilgodeses, før du kunne tænke på dig selv. Af og til ønsker vi, at du for bare en enkelt gangs skyld ville have tænkt på dig selv.

Familiens ve og vel stod dit hjerte nær. Altid fulgte du interesseret med i vore liv, samlede os når lejlighed bød sig, havde styr på børnebørnenes gøren og laden, lagde hus til når vi holdt børnefødselsdage, du var et godt og solidt samlingspunkt i vore liv. Nu er basen borte, vi skal selv forsøge at holde sammen på tropperne, passe på hinanden og Vagn. I har kun hinanden, ville du have sagt til os. Lige nu føles opgaven uendelig stor og uoverkommelig, der er ingen mor, vi kan spørge til råds. Havde du været her nu, ville du helt sikkert sige, at vi skulle hoppe op på hesten igen og se at komme af sted. Vi hopper på, gør vort allerbedste og husker på alt, hvad du lærte os.

Mindeord fra hendes tre børn