mandag den 23. december 2013

Lillejuleaften

Så er lillejuleaften ved at rinde ud og traditionen tro har vi tre "børn" stået for pyntningen....
Jeg tror siden jeg kunne stå på en skammel har jeg taget del i pyntningen... Og som mine brødre kom til, tog de også del i herligheden.... Pga både alder og køns forskel har vi dog aldrig været helt enige om hvordan det skulle gøres... En vil gerne effektivisere, en vil gerne gøre det mageligt og en er lidt for traditionel. Som årene går bliver der "snakket" mere og mere om tingene... Og det er vist efterhånden årets juleshow at sidde skjult længere inde i stuen og lytte på...

Hvert eneste år er det dog det samme, den rigtige kasse med julepynt skal findes, for dernæst at konstatere at julelysene ikke befinder sig deri... I år havde skade dog gjort os klog som man vist siger, for vi vidste dog at lysene nok befandt sig i garagen... Og lys det fandt vi, hele 7 forskellige kæder... Men den vi skulle bruge manglede adapterdelen... Efter adskillige ture i garagen dukkede der noget op i hukommelsen... Var der ikke noget med en kat der af flere omgange spiste ledningerne sidste år...?! Så frem med de forskellige kæder og se hvilke der duede og kunne nå...
Men så kom næste problem, en stikkontakt... Vi sendte yngstemand ind i mors jungle af planter, for jeg havde allerede tidligere i processen stukket mig gevaldig på en plante så jeg begav mig ikke frivillig derind igen... Men lys det kom der da, og lillebror kom levende ud igen.... :-)
Også var det ellers igang med kugler, hjerter, engle glitter og hvad der ellers var af stads... Og som altid pyntes det af to omgange... Først sætter drengene deres præg, hvilket vil sige at de står samme sted og kommer pynt på uden at flytte hverken blik eller hånd fra det samme lille område. Når drengene så har gjort deres del, dvs tømt kasserne, så ommøblere søster... Og hvert år kommer den samme kommentar fra brødrene, var det da for hulen ikke nemmere du bare gjorde det hele selv fra starten... Men uden denne "tradition" ville det jo ikke føles som jul :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar