Efter fødslen var vi indlagt med hende i næsten 2 uger, da de ville sikre sig at hun tog ordentlig på, da hun ikke havde taget på det sidste stykke tid i maven. Under hele indlæggelsen skreg hun faktisk alle sine vågne timer, hold op det var hårdt.... Hun blev tilset af læger og de kom alle bare frem til vi havde en "temperamentsfuld" pige....
Da vi kom hjem fra sygehuset skreg hun ikke hele tiden, men havde dog stadig ture hver dag.... Med ture mener jeg hun sagtens kunne skrige 12 timer I STREG...!
Jeg blev ved med at spørge læge og sundhedsplejerske om det virkelig kunne være rigtigt, om der ikke fandtes en forklaring på skrigeriet. Jeg var sikker på hun skreg i smerte, men hver gang slog de det hen....
Vi blev det første stykke tid fulgt lidt ekstra pga hendes vægt, som steg meget langsomt. Jeg har hele tiden holdt fast i jeg ville amme, og helst undgå erstatning. Men blev alligevel rådet flere gange til at begynde med flasken, - her bagefter er jeg glad for jeg trodsede lægerne og ikke startede på flasken men fulgte min mave fornemmelse....
Da lillepigen var 2 måneder var vi til endnu en vægtkontrol ved egen læge, som igen kunne konstatere at hun lå under deres kurver, og hun begyndte igen at snakke om opstart med flaske. Endnu engang slog min forsvarsmekanisme til og jeg begyndte IGEN at forklare om de her daglige skrigeture, som var begyndt at tage til. Jeg forklarede også hvordan jeg ikke kunne få hende til at spise af mere end et bryst af gangen, blev hun lagt til begge under samme amning stod det ud af hende, og ENDELIG lyttede min læge til mig.... Hun begyndte at kigge lidt i hendes lægebøger og efter lidt tid vendte hun sig om til mig og fortalte hun var bange for der måske var noget galt med hendes mave tarm system og ville henvise os til børneafdelingen med det samme......
Må indrømme jeg var splittet da jeg gik derfra.... På den ene side var jeg glad for de endelig udviste bekymring overfor hendes skrig, men også både sur og ked af de ikke havde gidet tage det alvorligt noget før. Dette betød jo hun havde haft ondt i to måneder....!!
Vi kom hurtigt på børneafdelingen hvor den helt store udredning gik igang.. De første par døgn gik med observering og vejning. De kom hurtigt frem til at hun fik rigeligt at spise. På under fem min spiste hun et sted mellem 60 og 90 ml ved mig. Efter 1.5 døgn stoppede de vejningen. Lillepigen fik rigeligt at spise, så de afsluttede dermed vægtkontrollen og måtte sande at vi bare har en slank pige som følger sin egen kurve... - stor sejr for mig, for jeg har aldrig følt at det var amningen der var problemet, og jeg var så glad for jeg havde holdt fast i kun at amme.. :-)
Efter nogle dage på sygehuset kom de så endelig frem til at lillepigen led af Silent Refluks..... En sygdom jeg bestemt ikke havde hørt om før... Men det er simpelthen en sygdom der gør at mavesyren hele tiden løber lidt op i halsen og derved gør ondt...
Endlig endelig endelig fandt de svar på hendes utilfredshed...... Men så kom næste chok...de ville skisme ikke behandle det....! Lægen kom med alle mulige forklaringer om at medicinen var dyr og hun nok på et tidspunkt ville vokse fra det..... A hvadfor noget.... Skulle vi så bare la hende ha ondt og vente på naturen MÅSKE ordnede det selv..... De var egentlig klar til at udskrive os med det samme også bare tages os ind til tjek en måned efter, men der satte jeg mig på tværs... Jeg skulle ikke bare skippes hjem uden nogen form for livline hvis hun nu blev helt umulig igen.... Løsningen blev at vi kom hjem på orlov, på den måde kunne vi den næste måned ringe direkte på børneafdelingen hvis det blev helt slemt igen.....
Hjemme igen havde chokket endnu ikke lagt sig endnu. Jeg kunne simpelthen ikke adfinde mig med de ikke ville hjælpe hende... Så jeg søgte rundt på nettet og kom frem til flere mødre som havde børn med samme diagnose, de købte noget i håndkøb der hed Gaviscon som hjalp på deres små poder.... Jeg tog straks på apoteket.....
Det skal lige siges at jeg ikke normalt begynder på selvmedicinering og da slet ikke når det gælder et lille barn, men lige det her skulle afprøves.....Man når altså til et punkt i sin desperation, hvor man bare vil gøre alt for ens barn ikke har ondt....
Og jeg kan kun sige gud ske tak og lov for jeg afprøvede det... Vi har nu fået en pige som ikke skriger i smerte, som ikke er skrækslagen for at bøvse og som endelig kan li at ligge på maven....
En måned efter skulle vi jo til det famøse eftertjek, denne gang ved en ny børnelæge, jeg forklarede ham stille og roligt at vi selv havde fundet frem til medicinen udenom dem, da de jo ikke ville hjælpe.... Lægen så helt forkert ud i hovedet da jeg fortalte at de bare havde sendt os hjem uden at ville hjælpe hende.... Han havde selv haft flere småbørn inde på afdelingen med refluks og han udskrev altid Gaviscon til disse børn, så han kunne slet ikke sætte sig ind i at den anden børnelæge slet ikke havde omtalt det for os..... Hmf.... Det viser bare hvor stor forskel der er på læger...!
Han undskyldte faktisk mange gange at de ikke havde vejledt os bedre, men han var rigtig glad for vi selv havde fundet løsningen når de nu havde sovet i timen....
Han vejledte os i at vi kunne prøve at stoppe med medicinen når hun engang overgik til fastføde, de fleste børn vokser nemlig fra sygdommen når føden bliver mere fast.....
Da Tasse var 11 måneder begyndte hun dog at have STORE problemer med at sove.... Hun var oppe på at vågne hver kvarter om natten...! Spørg lige om det var hårdt....Hun vågnede simpelthen med et skrig hver gang...Som om noget stak hende hårdt med noget..... Jeg begyndte så at "overvågne" hende...Simpelthen holde øje med hende så jeg kunne se hvad der foregik når hun fik de "skrig opvågninger".... Og det viste sig så at det der foregik var at hun fik et surt opstød "en bøvs".... Og ja, med refluks/silent refluks er det jo en ren halsbrand.....
Jeg tog kampen op med lægerne, og FORLANGTE at der nu skulle rigtig refluks medicin på bordet...!! Havde flere gange udtrykt jeg gerne ville have det med det mente de jo ikke var nødvendigt..... Efter en del tovtrækkeri fik vi det endelig og der er ikke noget skrigeri om natten mere.... Så mødre....hold fast i jeres mavefornemmelse, det er jer der kender jeres barn bedst
Ingen kommentarer:
Send en kommentar